Cafe Paraplyen

Café Paraplyen er en social café i hjertet af Kolding

Café Paraplyen er et alkoholfrit alternativ med tid, lyst og ro til samtale med gæsten som det væsentlige.

Vi henvender os primært til ensomme borgere uden eller med ringe socialt netværk, herunder nuværende og tidligere misbrugere, psykisk syge og/eller ressourcesvage mennesker, som ikke bruger de mere specialiserede væresteder i Kolding - men vi er også en almindelig offentlig åben café for borgere i og uden for Kolding. 

Eller sagt på en anden måde - Café Paraplyen er en café, hvis det er det du vil bruge os til, men du kan også gøre brug af den store og meget blandede erfaring medarbejderne har, hvis du har brug for en snak, der stikker lidt dybere. Vi lytter meget gerne og ved måske, hvor du kunne have glæde af at henvende dig for at komme videre på en god måde med dit liv.

I caféen blandes mangfoldighederne, så vi kan bidrage til at opbløde folks fordomme og nedbryde de sociale skel mellem mennesker. Måske er det dig der en dag står bag disken her på Caféen og serverer kaffe, eller rører i gryderne i køkkenet.

Den ånd som caféen hviler på, skal også smitte af på det som kommer op at hænge på væggene. Hvis du har talent for at udtrykke dig visuelt gennem billeder, (akvareller, olie/ akrylmaling, foto) har du mulighed for at udstille dem på caféens vægge.

Måske har du ikke prøvet at vise dine billeder frem før offentligt og tvivler på om de nu holder i en større sammenhæng. Det ved man aldrig før man har prøvet det, så kast dig ud i det. Mange har i årenes løb udstillet deres billeder i caféens rum til stor glæde og diskussioner både for kunstnerne selv og dem som besøger caféen. Alle skal have en chance. Det er gratis at udstille.

Café Paraplyen er en selvejende institution tilknyttet KFUM Sociale Arbejde og vi har en samarbejdsaftale med Kolding Kommune.

Sted: Adelgade 10, 6000 Kolding

Åbningstider: 

Mandag kl. 8.00-17.00
Tirsdag kl. 8.00-21.00
Onsdag kl. 8.00-17.00
Torsdag kl. 8.00-17.00
Fredag kl. 8.00-16.00
Lørdag kl. 9.00-15.00
Søndag Lukket

Hver onsdag serverer vi varm mad, men til daglig serverer vi lune og lette retter, smørrebrød, sandwich, lagkage mm.

Mandag til fredag kl. 9.00-11.00 kan du også få serveret morgen complét

Kontakt: Caféleder Lene Frølund Rasmussen, tlf. 75 53 85 98 / paraplyenkolding@kfumsoc.dk - hvis du har spørgsmål

Du kan læse mere om Café Paraplyen her på deres hjemmeside 

Du kan også følge Café Paraplyen på Facebook