Fra julemærkesanatorium til Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Dansk Sygeplejehistorisk Museum ligger smukt ved Kolding Fjord i det gamle tuberkulosesanatorium.
I 1903 blev postekspedient Einar Holbøll på Købmagergades Posthus så irriteret over den megen julepost, at han fik idéen til en slags strafporto. Han promoverede idéen forklædt som et julemærke til velgørenhed, hvor der blev indsamlet penge til et tuberkulosesanatorium for børn.
Tuberkulose var en udpræget fattigmandssygdom, og den eneste behandling man kendte var god ernæring, hvile og masser af frisk luft. Det blev oprettet store sanatorier med Vejlefjord som det første i år 1900, men der manglede et sanatorium kun for børn, og efter mange genvordigheder stod Julemærkehjemmet i Kolding klar i 1911.
Et majestætisk byggeri, der skulle stå som et mønster eksempel for tuberkulosebehandlingen i Danmark indtil 1959, hvor sanatoriet lukkede.
Fra 1960 til 1988 blev Koldingfjord anvendt af Åndssvageforsorgen til forskellige målgrupper, fra ældre og stærkt plejekrævende åndssvage, til unge der skulle undervises med henblik på at få en tilværelse så nær det normale som muligt. Stedet nye navn blev Koldingfjordskolen - et navn der stod malet på en rød portal ved indkørslen.
Med tiden udviklede forholdene for beboerne sig til mere selvstændighed for det enkelte individ, men i løbet af 1980’erne blev institutionerne lukket en efter en, og den sidste beboer og de sidste ansatte forlod Koldingfjordskolen i 1988.
Sygeplejerskernes Ejendoms Selskab købte bygningerne sammen med Hjemmesygeplejerskernes Ejendoms Selskab og efter en omfattende renovering åbnede Koldingfjord som hotel d. 27. april 1990.
I forbindelse med ombygningen, fik man øje på de to pavilloner, der var bygget til de helt små børn, Fjordglimt og Granly og idéen om at skabe et sygeplejemuseum begyndte at tage form. Op gennem 1990’erne indsamlede sygeplejerskerne gamle genstande til museet og i 1999, året for Dansk Sygeplejeråds 100-års jubilæum, åbnede Dansk Sygeplejehistorisk Museum, der den dag i dag er et af de få sygeplejemuseer i verden.
I det 500 kvm store udstillingsområde kan du se museets faste udstilling, der bliver suppleret med skiftende særudstillinger. Der findes også en uniformssamling med 10 forskellige uniformer, der dækker perioden fra slutningen af 1800-tallet til ca.1970. I museets butik kan du købe bøger, postkort og andet.
Sted: Fjordvej 152, 6000 Kolding
Åbningstid: Tirsdag-søndag kl. 11.00-16.00.
I skolernes ferier holder vi åbent mandag-søndag kl. 10.00-16.00
Kontakt: Museets hovednummer, tlf. 46 95 34 50, telefonen er åben tirsdag-fredag kl. 11.00-14.00
Du kan læse mere om Dansk Sygeplejehistorisk Museum her på deres hjemmeside